En iscenesætter er et menneske, som iscenesætter deres medmennesker til at dække deres egne behov.
De elsker sig selv, og det vil de gerne have, at ”du” hjælper dem med.
Det kaldes også for narcissisme. Inderst inde ved de godt, at (k)ærlighed ikke fungerer på den måde.
De psykologiske træk kan være mere eller mindre psykopatiske.
(K)ærlighed er ikke noget, man skal instrueres i.
Det er den stærkeste kraft i verden, som kan bygge bro mellem indbyrdes vidt forskellige mennesker, fordi den skaber helhed, harmoni og frem for alt livgivende nærvær.
Jeg bruger ordet (k)ærlighed, fordi ægte kærlighed består af kærlighed og ærlighed. En iscenesætter ved godt, at mennesker instinktivt selv vælger, hvem de elsker. Der er bare lige det, at ingen elsker en iscenesætter, hvis man har set, hvem de er.
De er grænseløse og har hverken etik eller moral. Deres dårlige selvværd er nødt til at blive ”modbevist” gennem en overdreven selvtillid.
Så kan man skabe en myte om hvor stærk, dygtig og klog, man er. Denne myte vil man gerne have bliver opretholdt af ens medmennesker.
Hvorfor dog det?
Jo, for inderst inde ved man godt, at det er løgn. I perioder mærker de, at der er noget galt.
Hvorfor skal ”jeg” instruere mine medmennesker til at elske mig?
Hvorfor elsker mennesker ”mig” kun, når ” jeg” har iscenesat dem til det?
Iscenesættere har en veludviklet bevidsthed og intelligens.
Det har de været nødt til at udvikle. Man kan ikke manipulere med mennesker, hvis man ikke forstår, hvordan de fungerer… Sex, magt og penge er blandt de mest populære ting, de godt vil have, at ”du” giver dem.
Den slags giver mennesker ikke frivilligt, så de ”hjælper” ”dig” til at dække deres behov.
Derfor er det nødvendigt med nogle konstruktioner:
”Du følte et nærvær til mig, som du aldrig har følt til noget andet menneske…”
Jeg er det eneste menneske, som er værd at elske.
”Du er stresset. Man kan ikke føle, hvis man er stresset.”
Jeg er bedre til at mærke dine følelser, end du er.
”Du tror, du ved, hvad du føler lige nu. Det gør du ikke, men det gør jeg”. Jeg afgør, hvad du føler.
Er du i tvivl, så spørg mig. Bliv afhængig af mig.
”Du er et uempatisk menneske, som ikke tager hensyn til andre.”
“Jeg” har degraderet “dig” til at være et ringere menneske end mig.
”Jeg har oplevet større smerte end dig.”
“Du” skal tage “dig” af “mig” og “mine” behov. Det er kun synd for “mig”.
”Jeg kan godt lide, at du bruger tid på mig.”
Det er “mig”, som er vigtigst i “dit” liv. Tag “dig” af “mine” behov, ikke “dine” egne.
De mener seriøst, at de er højt udviklet mennesker, men de er højt udviklet superegoister. Når de er alene, piller de i deres egne indre ”sår”. Når man piller i et sår, kan såret ikke hele… Det begynder at ”bløde”. I selskab med deres medmennesker piller de meget gerne i deres ”sår”.
Det kan altid forklares med konstruktiv kritik, men det er et forsøg på selvhævdelse, hvor de som den livskloge ”oplyser” ”dig” om ”dine” mange 1000 fejl, som de, men ikke ”du”, har helt styr på.
Alle mennesker vil fra tid til anden ”klistrer” sit eget ego op på sine medmennesker. Det er det, som hedder projicering. Hvis en iscenesætter gør det med ”dig”, vil de krænge deres ”sandhed” ned over “dig”.
”Du” vil blive gjort ansvarlig for alt det kaos, de ikke selv har styr på.
Hvis de har udvalgt ”dig” til at blive deres partner, vil de af al magt forme ”dig” til at tænke, føle og handle, som de selv gør.
Dette psykiske overgreb sætter sig i kroppen fysisk. Kroppen begynder at ryste, og man græder ukontrollabelt, som var man en krigsveteran med granatchok.
”Du har bare ondt af dig selv. Du er ikke rigtigt ked af det!”
Den helhed, et menneske normalt kan føle, bliver opsplittet, og man kan begynde at tro, at man virkelig er et dårligt menneske – og det er det, som gør ondt.
Denne løgn og fornægtelse af hvem, man er, skal iscenesætte ”dig” til at blive “deres” partner. ”Du” skal kun elske dem og ingen anden. Enten knækker ”du” fuldstændig sammen og lader iscenesætteren overtage ”dig” på deres betingelser.
Eller
Du går fuldstændigt amok i vrede. ”Klæder dem af”: Fortæller dem, at de er nogle egoistiske svin. At de er gennemskuet og smider dem helt ud af ”dit” liv. Min vrede løste alt for mig.
Jeg smed hende ad helvedes til, og jeg gjorde det på Facebook for mange år siden.
Hvorfor?
Jo, for det er det, som skræmmer dem mest.
Mennesker, som kan se, hvordan de er.
Eksperter opfordrer til, at man i videst mulig omfang undgår mennesker med psykopatiske træk.
Hvad med alle de mennesker, som knækker sammen, fordi de bliver indtaget og domineret af disse iscenesættere?
De har brug for hjælp. De kan nemt blive til viljeløse ”slaver”.
Denne tekst er en lille del af det, som skal blive til min bog ”Sangen om mørket”. Det er min egne oplevelser af, hvad en psykopat er – og ikke de sædvanlige intellektuelle afhandlinger, man ellers kan læse.
Måtte mine erfaringer kunne bruges konstruktivt af mine medmennesker.
