Jordens moder tag mig i din favn. Fylder mig med længsler, være mig til gavn. Træd dansen med mig i det våde græs. For mig der er du natten, der smyger sig om mig.
I bare tæer vi danser med livlige trin. Vi kigger på hinanden og du giver mig et hvin. Du fæster mig til jorden, mens regnen styrter ned. Jeg er dig dybt taknemmelig for nu jeg ved besked.
Mit kaotiske sind havde brug for en kind. At mærke mig selv ja blive ved og ved. Din røde energi fra det specielle træ. Du kom mig i møde, mens jeg rørte ved dig.
Du pulsede op med rød energi. Du modtog himmelens søn med stor (k)ærlighed. Jeg nærede mig ved dig. Drak dit røde blod. Du livets træ, som banker rundt i mig.
Min hvide energi, mit store overblik, som jeg fik fra min “far” for at bringe herned. Den største bevidsthed, som hedder prana og Qi. Har skabt hele verden og meget at gi.
Kundskabens træ med det kendte syndefald. Minder os om lyset og vores sjælekald. Slangen med sit ego førte Evas hånd. Hun delte sit æble med sin kære mand.
De der før var “nøgne” iførte sig tøj. Det tøj, som er vores ego og dækker det lys. Der kysser vores sjæl fra isse til hæl. For at komme op i lyset må vi gøre det selv.
Forene mand og kvinde inde i os selv. Det røde og det hvide forener sig i mig. Dets kalden er en pine med kriple krapleri. Ud over min krop og bliver kilden indeni.
Mit liv det er i 5D med al dens magi. Jeg fik den fra en højlænder med det lange hår. Han kom vist fra ganske beskedne kår. I midnatssolens land blev Daggry til.
Jeg starter i oktober med at gi og gi. Et foredrag i vente til dem som vil. “Dit” livsformål det kalder. Kalder sjælen hjem. Hjem til ånden. Det mystiske sted.
Men inden jeg slutter vil jeg give en tak. Til kvinden med kunsten, hvis visdom jeg drak. Du fuldender mig fra et stresset liv, hvor jeg plagede min viv, atter og atter med mit meget store vid.
Den mystiske vandrer kan atter slappe af. Fra et liv med mysterier og lidelser og plag. Jeg forsætter nu med laaangsome skridt. John Eriksen nu har jeg mestret dit…
