Voksne følelser…
I modsætning til de barnlige følelser, har voksne følelser fundet balancen mellem orden og kaos.
Kendetegnet ved voksne følelser er, at man har taget ansvar for sine handlinger, følelser og tanker…
“Nåh, ja”, siger du så… “Hvad er så problemet?”
Problemet er, at voksne mennesker har barnlige følelser, som ikke er blevet voksne…
Måske har du ikke draget nok omsorg for dine barnlige følelser?
Eller også er du helt ubevidst om deres eksistens?
Daniel Goleman skrev bogen Følelsernes intelligens i 1995.
I bogen beskriver han sig selv i sin ungdom.
Et forhold, han havde til en kvinde, fungerede ikke.
Hans kæreste syntes, at han opførte sig meget følelseskoldt og logisk.
Han forsvarede sig med, at hun var irrationel og alt for følelsesbetonet.
Efter flere smertefulde samtaler går det op for Daniel, at kæresten har ret.
Da han langt om længe kommer i kontakt med sine følelser, er det som en åbenbaring.
Ikke alle mennesker er lige så heldige som Daniel.
Ubevidst er folk måske nok klar over, at noget er galt, men har ikke tid, lyst, eller lejlighed til at gå i dybden med sine følelser.
Måske har du en god ven, kæreste, familiemedlem, som gør dig opmærksom på dit problem?
Det er bare ikke det samme, som at man får løst sit problem.
Barnlige følelser kan være drilagtige og modvillige til at give sig til kende.
Hvis følelserne er blevet ubevidste, ved man ikke engang, at man har et problem.
Problemet er så ude af ens “synsfelt”. Forskellige teknikker inden for Psykoterapi kan løse dine problemer.
Mange mennesker har slet ikke lyst til at gå i behandling.
“Jeg skal ikke til en shrink (hjerneskrumper)”, siger folk ofte i U.S.A.
Der findes psykologer, som med deres ofte over-logiske spørgsmål har medvirket til fremmedgørelse af mennesker, der har det dårligt.
At analysere følelsesmæssige problemer svarer til at tænke følelser.
Rationelt, at finde ud af hvilken diagnose, man skal give mennesker.
Det er selvfølgeligt rart at vide, hvad man fejler, men hvem vil du helst tale med.:
- Et menneske, som forstår dine følelser ud fra livserfaring, som har “hjertet på det rette sted”, og kan mærke dine behov?
- Eller et menneske, som iskoldt analyserer, hvordan du har det?
Jeg har oplevet sygehjælpere, som havde en fantastisk god kontakt til deres patienter.
Fordi de kendte patienternes behov.
Til gengæld har jeg oplevet en psykiater, som virkede endnu mere syg end patienten.
Psykiaterens hoved drejede rundt, og svarene på mine spørgsmål var meget uklare.
Andre mennesker har fortalt mig lignende historier.
Jeg sad og overvejede, hvem som var mest syg – patienten eller psykiateren?
Måske kan nogle mennesker ikke tåle at have med mennesker at gøre, som har det dårligt?
Måske “smitter” patienternes følelsesmæssige tilstand nogle mennesker?
Jeg har også oplevet dygtige psykologer og psykiatere, som virkelig kunne give patienterne god behandling.
De virkede følelsesmæssigt afklaret og udstrålede voksne følelser.
Psykoterapi, som f.eks. NLP, hvor man selv er ansvarlig for løsningen på personlige problemer, har stor succes i disse år.
Nogen er utrygge ved hypnose.
Andre har det fint med hypnose, hvor hypnotisøren skaber et samarbejde og derfra “går” direkte ned i kundens underbevidsthed.
Gennem forslag støttes kunden i sin personlige udvikling.
Der er virkelig mange gode redskaber til at afhjælpe følelsesmæssige problemer.
Dog kan det måske undre, at man omgående tager på skadestuen med en brækket arm, men ikke altid med et personligt problem.
Hvad er folk bange for, der skal ske, hvis de søger hjælp?
Hvad mon der kan ske, hvis man ikke søger hjælp?
